| Popis: |
Debatten om islam og muslimer har – som en central dimension af debatten om integration – været en af de sidste årtiers mest ophedede og polariserede politiske debatter i Danmark. Forskningen har bl.a. kigget på mediernes rolle som videreformidlere såvel som skabere af forenklede og fortegnede forestillinger om islam og muslimer, fx gennem en selektiv udvælgelse af kilder og overfokusering på bestemte typer af historier. Men debatten har også rakt langt ind i forskningsfeltet, idet bestemte politikere gentagende gange har kritiseret både navngivne islamforskere og forskningsfeltet i sin helhed for at være ukritiske, hvis ikke direkte islamapologetiske. Denne artikel undersøger gennem anvendelse af autoetnografisk metode, hvordan debattens dikotomier indlejres i det konkrete møde mellem forsker og journalist, hvor de forskellige, fagligt baserede spørgehorisonter kan opleves som en gensidig mistillid, som kan udvikle sig til en decideret modvilje. Men artiklen beskriver også, hvordan modviljen blev udfordret i forbindelse med et usædvanligt samarbejde om at formidle en historie om en konflikt i Danmarks dyreste moske, Hamad bin Khalifa Civilization Center. Der er store forskelle på, hvordan henholdsvis forskere og journalister går til en historie, og hvad der i det hele taget skal til, for at noget er en (vigtig) historie. Disse forskelle forsvinder ikke og skal ikke overvindes, men hvis de bringes konstruktivt og nysgerrigt i spil, kan de bidrage til nyhedshistorier af såvel god journalistisk som akademisk kvalitet. |
