| Popis: |
Psykiatriloven hjemler en række forskellige tvangsformer når særlige kriterier er opfyldt, heriblandt f.eks. tvangsindlæggelse, tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin med tvang og tvangsmedicinering. Endskønt det således i lovgivningen anerkendes, at psykiatritvang nogle gange er nødvendig, er der megen opmærksomhed på at nedbringe brugen. Sundhedspersoner er i princippet ansvarlige for at tvang (kun) anvendes, hvor den er lovlig. I dette essay søges det indkredset, hvordan man som ansat i psykiatrien står ansvarsmæssigt i forbindelse med brug af tvang. Udgangspunktet tages i lovgivningen og case beskrivelser. En væsentlig nedbringelse af tvangsindgreb i psykiatrien synes i princippet at kunne opnås ved undgåelse af ulovlig tvang. Sygeplejefagligt personale er i psykiatrien individuelt ansvarlig i henhold til autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed (§ 17) også når det gælder tvangsanvendelse. I praksis omhandler psykiatriske patientklagesager dog først og fremmest klager over selve tvangsanvendelsens lovlighed, medens sundhedspersoner til sammenligning med det somatiske område kun sjældent stilles disciplinærretligt til ansvar. I de situationer, hvor der eksplicit gives udtryk for kritik, har det ofte sammenhæng med dokumentationsmangler snarere end den individuelle sundhedsfaglige ageren. Således understreges vigtigheden af en løbende og relevant journalføring også i relation til tvangsudøvelse, men der antydes tillige et relativt tomrum i sundhedspersoners disciplinæransvar. |
