| Přispěvatelé: |
Udsen, Henrik, Christensen, Jan Schans, Hansen, Jesper Lau, Iversen, Torsten, Nielsen, Linda |
| Zdroj: |
Werlauff, E 2018, National rets modtagelse af problematiske nyskabelser fra EU-Domstolen : ’AJOS-problematikken’ anskuet ud fra en tysk forfatningsretlig synsvinkel . i H Udsen, J S Christensen, J L Hansen, T Iversen & L Nielsen (red), Festskrift til Mads Bryde Andersen . 1. udg, bind 1, Djøf Forlag, København, s. 313-332 . |
| Popis: |
Artiklen analyserer, hvorvidt EU-Domstolen med dommene i Mangold, C-144/04, Ole Andersen, C-499/08 og/eller Ajos, C-414/14, har overskredet sin kompetence ved at fastslå en grundlæggende rettighed på EU-traktatniveau i form af et forbud mod aldersdiskriminering. Forfatteren besvarer spørgsmålet benægtende. En sådan udvikling af grundlæggende rettigheder kan rummes inden for rammerne af Domstolens retsskabende virksomhed, som er bredt accepteret, også af Danmark. Det er derfor forfatterens opfattelse, at det i Ajos også af danske domstole kunne være lagt til grund, at der består et sådant princip. Ved pådømmelsen af Ajos kunne der have været søgt inspiration i de synspunkter og observationer, som den tyske forfatningsdomstol fremførte i sin dom af 6. juli 2010 (2661/06). Der kan med rette rejses kritik af Mangold, men både dommens synspunkter om indirekte virkning via EU-konform (direktivkonform) fortolkning og ligeledes dens synspunkter om udvikling af almindelige EU-retlige grundsætninger, har ikke en sådan karakter, at der er flyttet kompetencer til EU på medlemsstaternes bekostning, og dette bør til syvende og sidst være det afgørende kriterium her. Der er næppe grundlag for at antage, at bestemthedskravet i relation til overladelse af beføjelser i medfør af Grundlovens § 20 skulle føre til, at marginen for EU-Domstolen set fra en dansk synsvinkel skulle være snævrere, end den er det fra en tysk synsvinkel, således som sidstnævnte er kommet til udtryk i forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2016 på grundlag af det tyske bestemthedskrav (’das Prinzip der begrenzten Einzelermächtigung’). Danmark har konsekvent accepteret EU-Domstolens retsskabende virksomhed, og herunder også de grundlæggende rettigheder, der er udviklet gennem Domstolens praksis. Overfører man den margin, som den tyske forfatningsdomstol i relation til Mangold indrømmer EU-Domstolen inden for rammerne af det tyske bestemthedskrav, må det antages, at en tilsvarende margin kunne være indrømmet inden for det danske bestemthedskrav, uden at man herved kom i konflikt med Højesterets udsagn i UfR 2013.1451 H, hvorefter proceduren i Grundlovens § 20 skal iagttages, hvis der overlades ”yderligere beføjelser til at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning i Danmark, hvad enten udvidelsen angår sagsområderne eller karakteren af de overladte beføjelser”. Et forventnings- eller tillidsprincip til skrevne nationale regler har altid måttet underlægges den væsentlige modifikation, at en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen kan fortolke EU-retten på en måde, som der ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for i national ret. En sådan præjudiciel afgørelse har som udgangspunkt virkning ex tunc, og det er kun EU-Domstolen, ikke nationale domstole, der har kompetencen til at begrænse en præjudiciel afgørelses tidsmæssige virkninger. |
